Fakta
Frede Julius Christiansen, Sønderborg, 69 år

 

 Alt for meget blod
Blodpropper gav hukommelsen et gok


Jeg stammer fra Korup ved Ravsted, hvor vi var 44 i klassen – der var fyldt godt op! Da vi så skiftede til Centralskolen i Ravsted, måtte vi have ekstra undervisning, fordi vi ikke havde lært nok i Korup. Så er det godt nok noget andet på VSU, hvor vi er en 4-5-6 stykker på holdet!



I 1996 fik jeg en stor blodprop, der blev efterfulgt af 6 mindre! Det gik lidt ud over førligheden, men især hukommelsen fik et gok. Efter de mange blodpropper gik jeg til en masse undersøgelser.

Langt om længe lavede de på Haderslev Sygehus en rygmarvsprøve, og det viste sig, at jeg havde alt for meget blod i kroppen! Det tog så flere tapninger, før jeg fik fjernet det overflødige blod.



Jeg har været fællestillidsmand for vinduespudserne i ISS i 30 år, måske fordi jeg var mere fræk end de andre? Jeg har altid sagt rent ud, hvad jeg mener, for det giver de bedste resultater. Man skal kunne stole på én. Det er nok også derfor, sønderjyder har sådan et godt ry i København. Vi er troværdige og får job med det samme.

Hukommelsen vender tilbage
Jeg fik anbefalet VSU af nogle bekendte. VSU-folkene er hamrende dygtige, det er to mænd. Et ”voksent” personale, der virkelig kan noget.

Jeg får undervisning ved computeren en gang om ugen med 3 timer. Jeg har gået på VSU et par år nu, og det ender såmænd med, at jeg skal bæres ud derfra! Der er så meget glæde ved VSU-undervisningen!

Det er også hyggeligt at snakke med de andre, der kommer der, for det viser sig selvfølgelig, at vi har mange andre ting tilfælles end blodpropperne. Og så er der kaffe og kage, når der er fødselsdag. Hukommelsen vender ganske langsomt tilbage, det var især langtidshukommelsen, der var ramt.



At holde sig selv i gang


Jeg går og cykler meget for at holde kroppen i gang, og det er ikke noget problem at komme af sted, for vi bor lige op ad skov og marker. Og der er så dejligt på Als: Enten flytter man derfra med det samme, eller også bliver man hængende resten af livet.

I min arbejdskarriere var jeg altid på farten, men nu er det blevet min kones tur. Hun arbejder i det lokale Røde Kors og går til lotto flere gange om ugen – vi har været gift i over 45 år, og nu er det hendes tur til at komme ud! Og så er det fint, at jeg kan klare det meste selv herhjemme.