Faldet

Kroniske smerter


Jeg var jordemor på Ringkøbing Sygehus. I september 2002 faldt jeg herhjemme og brækkede min venstre skulder. Og ikke nok med det: Flere sener var beskadiget. Det betød kroniske smerter, medicin og ikke færre end tre efterfølgende operationer.

Operationerne hjalp ikke ret meget.

Min læge hjalp mig efter bedste evne og anbefalede på et tidspunkt specialundervisning i at leve med smerterne, for det var der, jeg var kommet til. Kommunen gav grønt lys, og jeg opsøgte VSU. Jeg vidste intet om VSU i forvejen, kun om VUC og ”almindelig” specialundervisning.



Smertehåndtering i fællesskab

Jeg begyndte at komme til VSU i sommeren 2005, og jeg fortsætter i hvert fald til sommeren 2006. Det første halve år mødtes vi 1 gang om ugen, fra nytår kun en gang om måneden.

Vi 4-6 mennesker på holdet har nogenlunde de samme smerter, men forskellige diagnoser. Fælles for os er ønsket om at lære at håndtere vore smerter.

Jeg lærer at leve med mine kroniske smerter i skulderen, og jeg får styr på mine tanker i den forbindelse.

Vi bliver instrueret i teknikker til at have omsorg for kroppen, til at tage sig af smerten og forholde sig til den. Man kan måske nærmest sammenligne det vi gør med bl.a. en form for meditation.

Det er ikke kun den brækkede skulder, undervisningen tager sig af. Vi får en anderledes undervisning til hele kroppen, undervisning i ikke-voldelig kommunikation og i at formulere vore behov og lægge strategier ud fra dem. 



Familien støtter
 
Min mand lever meget med i forløbet, og han har såmænd ikke brug for at overvære undervisningen, for jeg fortæller meget, når jeg kommer hjem derfra. 

Havde jeg lært sådan noget som smertehåndtering noget før, havde jeg også kunnet bruge det i mit arbejde. Man kunne bestemt spare mange penge i det offentlige ved at hjælpe syge mennesker på denne måde!

 

 

Fakta


Inger Schulz, Fynshav, Jordemor i Sønderborg, senere Ringkøbing, Går til smertehåndtering i Aabenraa, Faldt og brækkede skulderen i september 2002, VSU sommer 2005 – sommer 2006